Forfatter: admins

Av Ronny Ranestad Larsen

Angsten binder meg med usynlige bånd,
den fanger mitt sinn, tar kontroll med sin hånd.
Den lurer seg inn når jeg minst vil det ha,
og bringer med frykt som jeg ei kan fly fra.

Mitt hjerte slår vilt, i en indre storm,
det føles som frykten tar skremmende form.
Den fortærer meg sakte, dag etter dag,
mens jeg later som alt er av enkleste slag.

Jeg kaldsvetter stille av smerte som brenner,
en kamp ingen ser, for de færreste kjenner.
Jeg virker så trygg, slik som masken jo spår,
mens uroen inni meg river og slår.

Men et sted dypt der inne, i hjertet som banker,
er en hvisken av håp blant de mørkeste tanker.
Kanskje Gud ser meg der, bak masken jeg har,
kanskje jeg ikke er alene der jeg var.

For selv i mitt mørke, når frykten vil binde,
er det et anker jeg alltid kan finne.
Kanskje fred ikke er at stormen er borte,
men at jeg aldri går alene i det sorte.
Veien fra angst til et pust som gir ro,
er nok for i dag til å finne min tro.

Av Tove Ditlevsen.

Så tag mit hjerte i dine hænder,
men tag det varsomt og tag det blidt,
det røde hjerte – nu er det dit.

Det slår så rolig, det slår så dæmpet,
for det har elsket, og det har lidt,
nu er det stille – nu er det dit.

Og det kan såres, og det kan segne,
og det kan glemme og glemme tit,
men glemmer aldrig, at det er dit

Det var så stærkt og så stolt, mit hjerte,
det sov og drømte i lyst og leg,
nu kan det knuses – men kun af dig.

Av Lars Saabye Christensen.

Jeg vil være det rolige regn
som faller når min elskede har glemt sin paraply
jeg vil være den heldige dråpen
som renner langs hennes nese

jeg vil være den skålen med vann
hun samler i sine hender
jeg vil tromme mot ruten i rommet
hvor hun skal sove i kveld

jeg vil være det rolige regn
som ingen er redd å gå ut i
jeg vil tenne trærnes kroner
og lage dammer til lekne barn

jeg vil være det rolige regn
som får min elskede til å sove
så vil jeg stå på skrå gjennom drømmen
som en søyle av stigende sol

Nærast er du når du er borte.
Noko blir borte når du er nær.
Dette kallar eg kjærleik –
Eg veit ikkje kva det er.

Før var kveldane fylte
av susing frå vind og foss.
No ligg ein bortgøymd tone
og dirrar imellom oss.

Av Tor Jonsson.

Av ukjent.

Ute i engen
på andre sida av elva
står det ein blome
Så vakker og lys
med timeglas figur
Ute i engen
på andre side av elva
står eg og lengtar.

Av Tove Ditlevsen.

Det er to menn i verden, som
bestandig krysser min vei.
Den ene er ham, jeg elsker,
den andre elsker meg.

Den ene er i en natlig drøm,
som bor i mitt mørke sinn.
Den andre står ved mitt hjertes dør,
jeg lukker ham aldri inn.

Den ene gav meg vårligt pust av lykke
som snart for hen.
Den andre ga meg sitt hele liv,
fikk aldri en time igjen.

Den ene bruser i blodet sang
hvor elskov er ren og fri.
Den andre er ét med den triste dag,
som drømmene drukner i.

Hver en kvinne står mellom disse to
forelsket, elsket og ren –
En gang hvert hundred år kan det skje
de smelter sammen til en.

Av Ivar Aasen.

Eg veit so vel, det finst ein Skatt,
som vel eg hava maatte;
og ingen Mann det vilde skadt,
um eg den Skatten aatte.
Og fann eg den, var allting vel;
eg skulde vera rik og sæl.
Men aldri veit eg Grunnen,
der han skal verda funnen.

Eg veit so vel, det finst ein Stad,
kann henda nær ved Sida,
der vist eg skulde verda glad
og gløyma burt all Kvida.
Og kom eg der, so fekk eg naa
den Ting, som mest eg sakna maa.
Men det er heile Skaden:
eg finner aldri Staden.

Eg veit so vel, det finst ein Barm
med same Kjensla inne,
med same Hug og same Harm
og same Von og Minne.
Og fann eg den, vardt allting rett,
og Livet skulde skrida lett.
Men det er verst aa minnast:
me skulo aldri finnast.

Av Rudolf Nilsen

Jeg hadde sett dig lenge, der du kom
for alltid vet jeg det når du er nær –
og hadde tenkt å hilse lett og koldt,
fordi jeg ennu har dig altfor kjær.
Slik vilde jeg forsvare mig med kulde
og også verge dig på samme vis,
så alle våre nye drømme skulde
som sene blomster visne inn i is.

Jeg hadde tenkt… Men da du stanset
med dette hemmelige gode blikk
og dette fjerne smil, jeg vet så meget om –
da skjønte jeg at planen ikke gikk.
Jeg tok din hånd og følte fra dens flate
et varsomt strøk, det lille kjærtegn, vi
bestandig brukte i en folksom gate
den gang da ennu intet var forbi.