Publisert

Den indre frost

Av Ronny R. Larsen

Hvor lyden av verden blir borte og fjern, bak murer av glass og porter av jern, sitter en sjel på sin ensomme grunn, mens kulden tar grep i et lydløst sekund.

Det er ikke snøen som legger seg hvit, eller vinden som pisker med nådeløs flid. Det er kulden som fødes når ingen kan se, en isende tomhet som tvinger en i kne.

Sjelen den fryser i mørkets kvarter, den skjelver av frost og orker ei mer. Ingen varme fra ord eller hender som rører, kun ekko av stillhet som ingen lenger hører.

Som rimfrost på tanken og is over alt, blir selve det indre uendelig kaldt. For hjertet kan brenne, men sjelen kan fryse, når håpet har glemt hvordan det skal lyse.

Publisert

Ønsket

Av ukjent.

Eg skulle så ønskja. At eg kunne reist tilbake i tid. Til då tida stod stille og det var berre oss to. Til då eg kunne strekkja ut ei hand og kjenna deg leva. Til då eg kunne sjå deg smila og høyra deg le. Til då eg kunne tørka tårene dine og gråta med. Til då verda og gleda var å gi deg ein klem. Til då me sat saman og stilla var tusen ord. Eg skulle så ønskja.

Publisert

Så tag mit hjerte

Av Tove Ditlevsen.

Så tag mit hjerte i dine hænder,
men tag det varsomt og tag det blidt,
det røde hjerte – nu er det dit.

Det slår så rolig, det slår så dæmpet,
for det har elsket, og det har lidt,
nu er det stille – nu er det dit.

Og det kan såres, og det kan segne,
og det kan glemme og glemme tit,
men glemmer aldrig, at det er dit

Det var så stærkt og så stolt, mit hjerte,
det sov og drømte i lyst og leg,
nu kan det knuses – men kun af dig.

Publisert

Jeg vil være det rolige regn

Av Lars Saabye Christensen.

Jeg vil være det rolige regn
som faller når min elskede har glemt sin paraply
jeg vil være den heldige dråpen
som renner langs hennes nese

jeg vil være den skålen med vann
hun samler i sine hender
jeg vil tromme mot ruten i rommet
hvor hun skal sove i kveld

jeg vil være det rolige regn
som ingen er redd å gå ut i
jeg vil tenne trærnes kroner
og lage dammer til lekne barn

jeg vil være det rolige regn
som får min elskede til å sove
så vil jeg stå på skrå gjennom drømmen
som en søyle av stigende sol

Publisert

Når du er borte

Nærast er du når du er borte.
Noko blir borte når du er nær.
Dette kallar eg kjærleik –
Eg veit ikkje kva det er.

Før var kveldane fylte
av susing frå vind og foss.
No ligg ein bortgøymd tone
og dirrar imellom oss.

Av Tor Jonsson.

Publisert

Ute i engen

Av ukjent.

Ute i engen
på andre sida av elva
står det ein blome
Så vakker og lys
med timeglas figur
Ute i engen
på andre side av elva
står eg og lengtar.

Publisert

De evige tre

Av Tove Ditlevsen.

Det er to menn i verden, som
bestandig krysser min vei.
Den ene er ham, jeg elsker,
den andre elsker meg.

Den ene er i en natlig drøm,
som bor i mitt mørke sinn.
Den andre står ved mitt hjertes dør,
jeg lukker ham aldri inn.

Den ene gav meg vårligt pust av lykke
som snart for hen.
Den andre ga meg sitt hele liv,
fikk aldri en time igjen.

Den ene bruser i blodet sang
hvor elskov er ren og fri.
Den andre er ét med den triste dag,
som drømmene drukner i.

Hver en kvinne står mellom disse to
forelsket, elsket og ren –
En gang hvert hundred år kan det skje
de smelter sammen til en.

Publisert

Saknad

Av Ivar Aasen.

Eg veit so vel, det finst ein Skatt,
som vel eg hava maatte;
og ingen Mann det vilde skadt,
um eg den Skatten aatte.
Og fann eg den, var allting vel;
eg skulde vera rik og sæl.
Men aldri veit eg Grunnen,
der han skal verda funnen.

Eg veit so vel, det finst ein Stad,
kann henda nær ved Sida,
der vist eg skulde verda glad
og gløyma burt all Kvida.
Og kom eg der, so fekk eg naa
den Ting, som mest eg sakna maa.
Men det er heile Skaden:
eg finner aldri Staden.

Eg veit so vel, det finst ein Barm
med same Kjensla inne,
med same Hug og same Harm
og same Von og Minne.
Og fann eg den, vardt allting rett,
og Livet skulde skrida lett.
Men det er verst aa minnast:
me skulo aldri finnast.

Publisert

Dikt: Jeg hadde tenkt

Av Rudolf Nilsen

Jeg hadde sett dig lenge, der du kom
for alltid vet jeg det når du er nær –
og hadde tenkt å hilse lett og koldt,
fordi jeg ennu har dig altfor kjær.
Slik vilde jeg forsvare mig med kulde
og også verge dig på samme vis,
så alle våre nye drømme skulde
som sene blomster visne inn i is.

Jeg hadde tenkt… Men da du stanset
med dette hemmelige gode blikk
og dette fjerne smil, jeg vet så meget om –
da skjønte jeg at planen ikke gikk.
Jeg tok din hånd og følte fra dens flate
et varsomt strøk, det lille kjærtegn, vi
bestandig brukte i en folksom gate
den gang da ennu intet var forbi.

Publisert

Dikt: Den dag kjem aldri

Av A. O. Vinje.

Den dag kjem aldri at eg deg gløymer,
for om eg søver, eg om deg drøymer.
Om natt og dag er du like nær,
og best eg ser deg når mørkt det er.

Du leikar kringom meg der eg vankar,
eg høyrer deg når mitt hjarta bankar.
Du støtt meg følgjer på ferdi mi,
som skuggen gjeng etter soli si.

Når nokon kjem og i klinka rykkjer,
d’er du som kjem inn til meg, eg tykkjer;
eg sprett frå stolen og vil meg te,
men snart eg sig atter ende ned.

Når vinden lint uti lauvet ruslar,
eg trur d’er du som gjeng der og tuslar;
når somt der borte eg ser seg snu,
eg kvekk og trur det må vera du.

I kvar som gjeng og som rid og køyrer,
d’er deg eg ser, deg i alt eg høyrer:
i song og fløyte- og felelåt,
men endå best i min eigen gråt.